Vegansk mayonnaise
Af: Rikke Perriard
Tilberedningstid: 10 min.
Der er bare noget super lækkert over en hjemmerørt mayo - fx. på en kartoffelmad med nye kartofler og frisk purløg - og man kan faktisk godt lave en vegansk udgave af mayonnaise uden brug af æggeblommer.
Her har jeg erstattet blommen med aquafaba til at binde emulsionen og chlorella til at give smagen. Aquafaba er vandet fra kikærter - jeg plejer at bruge nogle økologiske på dåse. Hvis både aquafaba og olie er ved stuetemperatur når man laver mayoen, er der mindre risiko for at det går galt og ikke emulgerer - som jeg har prøvet at det gør, hvis aquafabaen har stået på køl ;-)
Ingredienser
- 2 spsk aquafaba
- 1 tsk Blonde Chlorella
- 1 tsk hvidvinseddike
- 1 tsk sennep
- 1 dl solsikkeolie
- salt og peber
Fremgangsmåde
Sennep, aquafaba, chlorella, og eddike blandes i et litermål og mixes med en stavblender. Når det har en ensartet konsistens tilsættes olien langsomt lidt efter lidt, mens der stadig blendes med stavblenderen, indtil mayoen har den rette konsistens. Smag til med salt og peber til sidst.
Mayoen holder sig fint på køl efterfølgende.