Fletbrød
Tilberedningstid: ca. 3 1/2 time
Hjemmebagt lunt brød, med smør - så blir det ikke meget bedre. :-)
Ingredienser:
- 25 g gær
- 2 spsk honning
- 1 spsk Blonde Chlorella
- 1 spsk salt
- 2 1/2 dl lunkent vand
- 1 spsk olie
- 250 g tipo 00 mel
- ca. 250 g hvedemel
Fremgangsmåde:
Jeg er så heldig at have en røremaskine, så den bruger jeg med dejkrog i - hvis du ikke har det, kan den gammeldags metode også sagtens bruges. Start med at røre gæren ud med honningen og vandet. Dernæst tilsætter du chlorellaen, salt og olien og rører det godt sammen. Så tilsætter du melet lidt ad gangen indtil dejen har den rette konsistens - pas på at dejen ikke bliver for tør. Ælt dejen let, hvis du har haft den i røremaskine, læg den i en stor skål, dæk den til og lad den hæve et lunt sted i 1 1/2 time.
Jeg synes det er så fint at flette i 4'er flet, men du kan også sagtens bage brødet i andre former. Jeg rullede de 4 dejpølser ud, og penslede 2 af dem med mælk og dryssede med sesamfrø og chiafrø. Derefter flettede jeg den og penslede resten af brødet. Lad brødet hæve igen i 1/2 - 1 time før det skal i ovnen og bag det til sidst i forvarmet ovn (ikke varmluft) ved 170 grader i ca. 35 minutter til det er gyldent.
Varianter
Du kan nemt lave varianter af brødet, fx. med hvidløg og krydderurter eller citronpeber, hvis du vil have brødet som tilbehør til en hovedret.