Banankage
Af: Rikke Perriard
Tilberedningstid: ca. 1 time
I denne kage kommer chlorellaen virkelig til sin ret - den tilføjer bare lige det ekstra lille pift, der i samspillet med bananerne, nødderne og chokoladen får det hele til at gå op i en højere enhed. Og så er den super nem at lave - det hele skal nærmest bare blandes og i ovnen.
Hvis du kan vente til dagen efter, så vil jeg virkelig anbefale det. En nat i køleskabet gør det til en helt anden kage. Og hvis du ikke kan vente, så er den svampet og lækker når den er lun og nybagt. Uanset hvad, så smager den underskønt!
Opskriften her er med en glutenfri melblanding, men du kan også sagtens lave den med almindeligt mel.
Ingredienser
2 1/2 dl sukker
1 1/2 dl glutenfri melblanding (jeg brugte den fra Øgo)
1/2 dl kokosfibermel
1 dl mandelmel
3 spks Blonde Chlorella
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
2 tsk salt
1 1/2 dl mandler
100 g chokolade
4 modne bananer
100 g plantesmør
1 spks citronsaft
Overtræk
100 g chokolade
Fremgangsmåde
Tag plantesmørret ud af køleskabet i god tid, så det er blødt. Hak mandler og chokolade - og rør alle de tørre ingredienser sammen i en skål. Mos bananerne med en gaffel og tilføj dejen - eller skær dem i mindre stykker og lad rørermaskinen gøre resten af arbejdet, hvis du har sådan en. Tilføj plantesmør og citronsaft og rør til dejen er glat og jævn.
Smør en springform med lidt olie og hæld dejen i. Den skal bage i forvarmet ovn ved 200grader i ca. 25 minutter, eller til den er fin gylden på overfladen og føles fast at trykke på. Efter du har taget kagen ud af ovnen så læg overtrækschokoladen på mens kagen stadig er varm - så kan du efter et par minutter nemt smøre den ud.
Lad kagen køle af. Hvis du kan vente til dagen efter, sætter den sig og bliver fast og lækker. Servér den fx med lidt frisk vegansk creme fraiche og friske jordbær, der giver et syrligt pift.